3 ugers sejlads 2008.

 

Søndag d. 15.6.08.

Vi lander i båden kl. 12.00. Fik handlet ind. Carsten kom over og fik justeret selvstyreren. Var en smut i Fredericia. Fik restemad med nye kartofler. Gik i seng kl. 22.00 der var kraftige byger og kraftig vind.

 

Mandag d. 16.6.08.

Stod op kl. 7.00. Solskin men køligt. Ringede til lægen, Allan havde ikke brækket ribbenene, men der havde været betændelse i lungesækken. Sejlede til Kolding til service på motoren (495 sømil, den nye motor har sejlet 70 timer i år), det blev lidt bøvlet da servicemanden havde fået de forkerte olie- og brændstoffiltre med så de måtte have en mand helt til Århus efter nogle nye. På vejen hjem haglede og regnede det, men solen skinnede også, mærkeligt vejr. Har købt det sidste til turen og kørt bilen op på parkeringspladsen. Allan har ondt, men hjælper dog alligevel naboen med nogle ledninger. Selvstyreren blev afprøvet og virkede, så nu er vi klar til 3 ugers sejlads.

 

Tirsdag d. 17.6.08.

Afsejling kl. 7.45 i solskin. Dejlig tur ind gennem Haderslev Fjord. Vi kom tæt på kongeskibet så dog intet til de kongelige. Cyklede rundt i Haderslev by, fik købt ekstra sikringer da vi ikke havde flere. Fik handlet lidt og fik en fadøl hos ”Ras”. 16.15 lagde vi fra og sejlede ud af fjorden og lagde for  anker i udkanten af fjorden. Allan tog en tur i gummibåden og afsøgte bredden om vi kunne komme i land med Mille. Han aftalte med en mand, at vi godt måtte lægge til deres bro. Jeg lavede ostepaneret fiskefilet med kartofler. Vi nød aftenen, her var dejligt stille og roligt og meget frodigt.

 

Onsdag d. 18.6.08.

Stod op kl. 6.00 og sejlede kl. 6.30 i det dejligste solskin og næsten ingen vind. Da vi kom fri af Årø fik vi bølger og de kom heldigvis forfra, midt ude var de voldsomme, det skulle også blæse 9 s/m. Gummibådens 2 styresnore rev sig løs, den ene på båden og den anden på gummibåden, men heldigvis holdt den tredje. Nåede Hellsø klint kl. 9.40 og nu kom vi ind i stille vand og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi sejlede ind i Dyvig, en skøn indsejling men svær at finde for førstegangs besøgende, helt inde er der en meget smal og helt speciel indsejling, man føler man sejler helt op på land. Kl. 10.20 lå vi tøjret i marinaen.

Dyvig kro var brækket ned. Havde glædet os til at besøge denne berømte kro. Én eller anden havde købt den og ville nu bygge en ny. Det lille sted længere oppe hvor man også har kunnet få lidt at spise var lukket p.g.a. ejeren var blevet syg, så her laver man selv mad ombord. Havnen var lidt forblæst, men ellers en meget fin havn med dejlige toiletter og bad. Der var også en lille havnekiosk hvor man kunne købe lidt, men sortimentet var meget lille. Jeg gik en tur op i byen Holm, jeg kunne hele tiden se over til Nordborg, men orkede dog ikke at gå så langt og vi var egentlig opsat på at skulle sejle dagen efter igen. Der var ikke så meget at se i Holm dog så jeg et aflangt hus hvorpå der var tegnet et skib og der stod ”Hjortspringbåden”. Lauget har bygget en kopi af båden der blev fundet i Hjortspringmosen, originalstykkerne står på Nationalmuseet i København.  Laugets arbejdsplads og udstilling hedder Lindeværftet, man kan komme ind for 20,00 for voksne og børn over 14 år. Pengene bliver brugt til båden og til at lave kopier af andre fund i Hjortspringmose. Ringede til én af vores gamle sejlervenner og det viste sig, at hun lå i campingvogn i Augustenborg, så hun tog bilen og kom og besøgte os. Fik rester fra i går.

 

Torsdag d. 19.6.08.

Stod op kl. 9.00, rolig vind, gråvejr lidt regn. Afsejling kl. 11.00 og nu kom solen så småt frem. Nåede Sønderborg kl. 13.00 i solskin, vi sejlede gennem byen og lige ud i et vejr der viste tænder og vi blev nærmest smidt ind i lystbådehavnen. Det er en havn der bare har alt ! – men den er meget forblæst. Her er mange tyske fastlæggere. Det begynder at regne. Fik bøfstroganof fra dåse med pulverkartoffelmos og frisk salat, det smagte faktisk rigtig godt. Det blev tørvejr så jeg gik en tur med Mille på stranden, en dejlig strand med rutsjebane ud i vandet og mange badebroer. Vi samlede

 vores cykler og cyklede op i byen, hos ”posidon” – et græsk spisested fik vi hver en fadøl og sad og nød aftenen, solen skinnede stadig og det blæste kun lidt.

 

Fredag d. 20.06.08

I dag holder vi fridag. Det blæser 9 s/m og solen skinner, senere rejser vinden sig til over 11 s/m, vest. Tog op i byen for at handle og vi skulle også ind på et apotek. Fik Toscanabøf med salat og zatziki. Gik en lang tur langs stranden. På dette dejlige sted blev 5 modstandsfolk henrettet under krigen.  Efter at have tjekket DMI blev vi enige om, at vi skulle tidligt op søndag morgen og sejle mod Marstal.

 

Lørdag d. 21.06.08

Stod op kl. 05.00 og efter at have tjekket vindmålestationen – 3 s/m sejlede vi fra Sønderborg kl. 05.25 i dejligt morgensolskin. Bølgerne blev temmelig store efterhånden som vi nærmede os Ærø, de kom fra vest så vi havde dem lige ind bagfra så båden rullede en del. Da vi skulle dreje rundt og sejle mod nord for at komme til indsejlingen til Marstal havn fik vi bølgerne ind fra siden så det der ikke var spændt fast endte på gulvet.  Kl. 10.15 lagde vi til i Marstal. Samlede cyklerne og cyklede op i byen og blev overvældet af alle de flotte huse, brosten og rigtig mange bonderoser langs husene i alle farver. Vi bliver her nok til mandag da her er meget at se på. Lystbådehavnen er rigtig dejlig, her er flere spændende legepladser til børn dog skal man gå temmelig langt for at komme om til stranden der ligger på tangen syd for Marstal. Vi lavede Kongens oksekødsguf med pasta og fik vin til. Vi var trætte efter sejlturen så vi gik til køjs godt kl. 20.00.

 

Søndag d. 22.06.08

Det har regnet lidt i nat, det er gråvejr her til morgen. Har igen været en tur oppe i de små gader med de små huse med bonderoser og roser i alle mulige farver. Nogle steder har man dog ødelagt facaderne lidt i husene ved at sætte hele flader termoruder i. Vi havde et ældre nabopar (ca. 75 år) fra Sverige, Skärgamn, de flyttede båden her til morgen da ejermanden ville komme hjem i dag. Det styrtregner og vi kan nu se hvor vandet kommer ind henne så nu skal det tætnes når det bliver tørvejr. Det begynder også at tordne. Endelig skifter vejret, det bliver tørvejr og varmt. Vi tager op i Søfartsmuseet og på vej hjem standser vi op og ser på renoveringen af skonnerten  ”Bonavista”. Den er tilbageholdt af kulturværdiudvalget fra salg til udlandet og den er i Nationalmuseets regi ved at blive restaureret. Arbejdsskure til sav og andet større værktøj og maskiner er opført i traditionel træskibsbyggeristil. På Søfartsmuseet kan man i udstillingerne se og læse om newfoundlandsfarten og skibsbygning, bl.a. er der et ”Bonavista”-rum med  skonnertens originale kabys.

Vi gør os klar til at afsejle kl. 15.00 til Rudkøbing, det er varmt, solen skinner og der er ikke en vind der rør sig. Vi kommer forbi Strynø og tænker på det ældre ægtepar der blev dræbt og smidt i vandet da de var ude for at vise en ung mand deres båd som han ville købe. Vi er i Rudkøbing kl. 16.45, det er en lidt speciel bygget havneindløb med en mole indenfor stenmolen, vi opdager de næste dage hvorfor. Her er ingen butik, så vi må have cyklerne frem igen. Vi spiser Fiskebøffer svøbt i bacon og pyntet med rejer hertil kartofler og frisk salat. Vi får koden til bad og toilet. Det begynder at lyne og tordne og så bliver det igen tørvejr. Går en tur op i byen, da vi kommer tilbage ser vi vore svenske naboer fra Marstal, de var sejlet fra Marstal ved 14-tiden og var røget ind i al regnvejret på vej til Rudkøbing. Vi sidder og nyder en fantastisk solnedgang med et glas vin.

 

Mandag d. 23.6.08

Sankt Hans! Det blæser 15 s/m, vindstødene er omkring 25 s/m, så vi ligger over. Nu har vi også fundet ud af hvad den ekstra mole skal bruges til, havnen er vestvendt så det bevirker, selv om den ekstra mole er der, at der er bølger inde i havnen så bådene bliver smidt rundt. Det gynger så meget, at det er svært at stå op og det hyler så meget at det næsten er umuligt at tale sammen. Får rester da det er håbløs at lave mad. Vi går til bålfest, men går hurtigt hjem igen, det stormer og er rigtig koldt. Vi er nok begge blevet enige om, at vi for fremtiden skal prøve at undgå de vestvendte havne så som Sønderborg og Rudkøbing. Da vi går i seng ønsker vi begge at komme et sted hen hvor der er rolig vind, solskin, varme og et sted hvor det eneste larm er – fuglefløjt.

 

Tirsdag d. 24.6.08

Det blæser stadig her til morgen med vindstød op til 15 s/m men solen skinner dog. Vi købte Kommas Havnelods, fik noget at spise og ca. kl. 14.00 sejlede vi mod Svendborg, det blæste en del, men solen skinnede. Vi måtte bakke ud af pladsen og helt ud forbi den første mole inden vi kunne få vendt rundt, udsejlingen var lidt speciel, vi skulle faktisk sejle sydpå og så vende og begynde at sejle nordpå, der var god afmærkning op til den rød/hvide bøje. Herefter drejede vi til venstre efter den gule bøje ved Middelgrund, herefter stod bøjerne tæt hele vejen ind gennem Svendborgsund forbi Thurøbund og by. Den runde lystbådehavn i Svendborg nåede vi kl. 15.45. Det er første gang vi er i Svendborg og var ikke lige klar over, at vi også kunne lægge til i trafikhavnen, det er dog mest gunstigt at gøre det udenfor sæsonen. I sæsonen ligger man i lag. Broerne er lidt ”træls”, de ligger næsten helt nede ved vandoverfladen og så er der ringe at fortøjer ved, nogen havde dog skruet en lille trappestige på ved vores plads, hvis ikke den havde været der var jeg aldrig kommet fra borde pga. mine korte ben. Allan får cyklerne samlet og han kører op i Kvickly i Gerritsgade og handler ind han vil også en tur om i trafikhavnen og se hvad dér sker. Bøf med ost og tomater.

 

Onsdag d. 25.6.08

Vi sov længe. Efter morgenmaden tog vi op til en cykelsmed med min cykel. Kæden var ved at gå fra hinanden og der var også noget med bremserne. Da vores gamle og trofaste støvsuger fra TUT´s tid var gået i stykker købte vi en ny – støvsuges skal der altså. Solen skinner. Da vi kommer tilbage til broen møder vi et ungt par i en motorbåd med to hunde, vi kunne genkende båden, de sejlede nemlig ud fra Rudkøbing før os. De bor i Nykøbing Falster og de ville nu sejle videre til Marstal, hun var nemlig heller ikke vild med alt for store bølger og der var næsten ingen vind. Vi regner med at tage til Fåborg torsdag da det vil blæse op fredag og vi trænger snart til at få vasket noget tøj. Allan måtte løbe efter havnefogeden får at få lov til at betale, han sagde, at han havde 3 havne at se til og det var sjældent der kom både ind i den runde havn uden for sæsonen, her er så heller ikke mange gæstepladser, de fleste vælger trafikhavnen da den ligger i byen hvor den runde ligger hvor der ingen butikker er. Vi talte med en lokal der fortalte os, at der havde været indkaldt til borgermøde vedr. udvidelse af lystbådehavnen, men de kunne ikke helt blive enige om hvordan den skulle ligge, men der trænger virkelig til noget mere plads. Der ligger en bro ved trafikhavnen som er forbeholdt gamle træskibe, man går ind under en portal og så kommer de bare efter hinanden, det er imponerende og de var i alle størrelser. De var ved at rigge én af de store til og senere så vi den sejle ud og med kurs syd på gennem Svendborgsund. 

 

Torsdag d. 26.6.08

Afsejling kl. 8.00 i morgensolen med ankomst til Avernakø kl. 10.30. Her er en lille havn med toilet og bad og et færgeleje. Der er en cafe, men den er lukket og har kun åbent i weekenderne udenfor sæsonen. Der er ca. 1,5 km til købmanden, købmanden har middagslukket mellem kl. 12 og 13.30. skønne badestrande og her er dejlig læ. Gårdbutik med ølam og kaniner ligger ca. 2 – 3 km væk Vi fik cyklerne samlet og cyklede helt ud til dæmningen som forbinder de to øer, Avernakø og Korshavn. Sikke en udsigt, man kan faktisk se hele vejen rundt ud over vandet, herlige gårde og huse, branddam med ænder og ællinger og her er også en del harer. Her er to byer, Avernakø og Munke og på Korshavn ligger der et lille fiskermiljø. Om foråret kan man høre kald fra de mange sjældne klokkefrøer. Her findes bylaug hvis opgave er pinsens rejsning af majtræet. Det er et gammelt frugtbarhedssymbol om foråret at pynte den høje træstang med blomster og nyudsprunget løv og rejse den i fællesskab. I Avernakø hviler stangen i en bunke sten. Begivenheden foregår i Avernakø og Munke pinselørdag. Først lægges stangen ned og den tjæres og pyntes. Om aftenen rejses den i fællesskab. Samme dag overdrager oldermanden det gamle byhorn fra 1700-tallet til sin afløser. Skolen på Avernakø er lukket derfor sejles skolebørnene til Lyø, de samles op fra øst til vest af en skolebus og sejler så til skolen på Lyø. På Avernakø er etableret et behandlings- og opholdssted der henvender sig til folk med bulimi og anoreksi. Her er bare dejligt og er bestemt et besøg værd. Ved broen ligger en sejlbåd med et ældre ægtepar og de vender hvert år tilbage til Avernakø udenfor sæsonen, for her er altså ikke meget plads.

 

Fredag d. 27.06.08

Det regner. Vores tankmåler er gået i stykker. En familie på 4 kører her til havnen og tager deres båd, jeg formoder til Fåborg, hvor de måske arbejder og går i skole, så de bruger båden som bil. De kom hjem i går med indkøbsposer i alle farver. Kl. 11.15 sejler vi til Fåborg, kraftige bølger og lav sigtbarhed. Vi anløber gæstebroen i Fåborg kl. 12.00. Her skal være cykelløb, Postdanmark så det er meget svært at få lov til at komme op i byen, her er også et Tivoli. Vi får vasket og tørret tøj. Var inde på Røgeri cafeen og spise røget ål med hvidvin til frokost. Allan kører op i byen for at handle lidt og jeg tager mig en kop kaffe i fred og ro. Solen skinner og det er ved at blive varmt. Vi får dåse gullasch med frisk pasta og senere på aftenen røgede rejer med hvidvin.

 

Lørdag d. 28.06.08

Det regner. Lidt før frokost er det tørvejr. Cykelløbet skal køre fra kl. 13 til kl. 16. Vi tager op i byen for at købe ind, vi fik også et par sweatshirt og et bælte til Allan. Fik båden gjort ren, vasket og støvsuget. Kl. 15.30 kom Anita, Jesper og ungerne. Julie skal nu med os en uges tid. Der stod pludselige en pige ved båden – Pernille – og spurgte om Julie kunne lege og det kunne hun. Anita, Jesper, Anna og jeg gik en tur op i byen for at nyde de gamle huse og alle blomsterne. Da vi kom tilbage til båden havde Allan lavet biksemad og da vi havde spist kørte de tre hjem, Anna blev sur på mig fordi hun ikke måtte blive og hun ville absolut ikke vinke til mig. Julie og jeg tog hen i tivoliet, vi kørte 2 gange i radiobiler, én gang i pariserhjul og så ville hun have en lykkepose. Vi tog hjem og fik en kæmpesoftice sammen med bedstefar. Så fandt Julie og Pernille sammen igen og de skiltes kl. 21.45. Pernille, hendes søster og hendes forældre er fra Kolding og de var sejlet til Fåborg i 1 træk – 10 knob i 5 timer, de er så på vej på ferie og vil til Lundeborg og vi skal til Lyø. Ungerne mente nu altså at vi godt kunne følges enten det ene eller det andet sted hen, men det går jo ikke. Vi har efterhånden store problemer med vores lynlåse i den gamle kaleche, vi har måttet lime den ene til med sekundlim, så det er på høje tid vi får en ny og det gør vi i næste uge.

 

Søndag d. 29.06.08

Solen skinner og computeren er tændt og om lidt kommer Pernille. Vi skal sejle ved middagstid til Lyø. Cykelløbet er gået i gang igen. Computeren blev slukket og ungerne fik et net og en spand og så fangede de vandmænd fra broen. Vi skulle have 80 liter diesel på, men vi måtte dog vente 1 time da der lå en stor motorbåd (næsten så stort som et to-etagers hus) fra Dyvig der skulle tanke 2.500 liter diesel – godt det ikke er vores tegnebog der skal betale. Den plejer at tanke i Fåborg fra en

tankvogn, men pga. cykelløbet kunne det så ikke lade sig gøre så efterhånden var der en del skibe der lå og ventede. Vi kom af sted kl. 12.00 i lidt gråvejr og en 5 – 7 s/m og lagde til på Lyø ca. kl. 12.50. Lyø er en dejlig lille frodig ø, der er sågar en lille skov. Det tager 4 timer at gå øen rundt i skrapt trav langs stranden. Vi gik en tur op i byen og så stengærderne langs vejen som også fandtes i byen, det er en fantastisk flot gammel by med stengærde, gårde, huse, store træer og 5 gadekær, som var fyldt med ænder, ællinger og andre svømmefugle. Blomster alle vegne. Vi ser en hel del harer. Lokalplanen har stramme regler vedr. valg af vinduer, tagdækning, antenner o.m.a. for at bevare det gamle miljø. Igen – sikken en udsigt. På den østlige del af øen er der to parallelle tunneldale afskilt af et højdedrag, "Bjerget". Mod vest er Lyø Rev et smukt eksempel på et såkaldt vinkelforland. Bølger fra hver sin retning aflejrer materiale, der danner et forland med en skarp vinkel mod nord. Lyø Rev er i et modent stadium, hvor odden stadig er i vækst. Det ny Land mod nordøst eksisterede ikke for 70 år siden. Det er i dag et flot eksempel på krumodder. Odden vokser ikke længere mod nord, da vandet her er for dybt. Materialet til Det ny Land kommer fra Lyøs stejlkyster. Mange steder, men ikke mindst Revet, farves i maj violet af store bevoksninger af engelskgræs. Her står også "Anes kiste" – en stor sten. Stenen er ret firkantet af form. Det kunne minde om en kiste. På oversiden en hvid dug, der viser sig at være skidt fra de mange måger der sætter sig på den. Ellers er den mørk, men brydes af en klar, to centimeter tyk stribe vandret gennem stenen.  Det er blot én af de millioner vandreblokke isen bragte hertil under sit sidste fremstød fra sydøst. Men sådan en sten, placeret helt isoleret  i et kæmpe naturligt bed af engelskgræs, får ikke blot lov at ligge - uden at fantasien udfolder sig, når du en diset morgen eller under en mørk efterårsstorm går forbi dette øde sted. Det ER en kiste. Inde  i den ligger resterne af en kvinde, Lodne Ane. Ordene "Anes Kiste" er derfor indhugget øverst i kisten. 
Ane var en heks. Tilmed havde hun lovløse, forbryderiske sønner. Det gav megen uro - og til sidst blev hun og sønnerne taget til fange - og alle henrettet. Hun nåede dog at fortælle Lyøs beboere, lige før hun døde, at hun aldrig nogensinde ville forlade øen. Derfor satte man hendes kiste i vandet - under fralandsvind. Så skulle man aldrig mindes hende mere. Det gik blot ikke. Den skyllede i land igen. Det skete flere gange og beboerne skubbede den hver gang væk igen. Til sidst blev Ane så gal, at hun - død og indefra kisten der endnu engang var drevet ind på land - tryllede den om til en sten. Den var så tung at den ikke kunne fjernes eller sættes i vandet. 
For godt tyve år siden havde havet gnavet så meget af Revets strandeng, at stenen lå ude i vandet igen. Men en morgen opdagede øens beboere at den atter lå på det tørre! Det spøger ved stenen den dag i dag!! Julie ville fange krabber og hun var lige en tur ude i vandet til knæene, det var lidt koldt. Allan har fået gang i sin mobil igen. Michael B ringede, at nu havde han fundet én der kunne lave hullet i vores lille båd – TUT – som han ville købe. Til aften spiste vi Krydderbøf med tomat/løgsalat, små kogte kartofler med krydret bearnaisesauce. Havnen er fyldt op og der ligger en del for anker. Nicki Sørensen fra CSC vandt cykelløbet i Fåborg. Her er dejlig stille i havnen, selv Julie synes det er dejligt.

 

Mandag d. 30.06.08

Havde sat mobilen til at vække klokken 7.00, men det blæser for meget – 10 s/m – så vi bliver her en dag mere. Vi går i bad og Julie og jeg går en lang tur. Julie finder en griseknogle og et skellet af en fuglevinge, de skal med hjem så hun kan vise dem frem i skolen og så fandt vi 4 sten med hul i. Allan har talt med Schultz Sadelmageri og de har vores kaleche færdig og vil gerne af med den. Så nu har vi lavet lidt om på rækkefølgen af vores planlagte hjemsejlads, vi tager direkte fra Lyø til Middelfart. Vi har, i de dage vi har været på Lyø, lagt mærke til en gås med et dårligt ben og da vi siger til havnefogeden at den da vist ikke har det for godt får vi hele historien og gåsen, som er Lyøs maskot. Gåsen er tam og har fulgt havnefogeden siden den kom til Lyø. Den blev så skambidt af 2 gravhunde som en fuld sejler ikke havde styr på. Den har været 14 dage på dyrehospital, til genoptræning i byen, så det er Danmarks dyreste gås. Rødspætteruller med friskost og tomatsauce. 

 

Tirsdag d. 1.07.08.

Afsejling fra Lyø kl. 7.30, solen skinner og der er ingen vind. Julie var træt og lagde sig, hun klagede over hun var ved at få kvalme så hun sov 1 time, stod op, fik noget at spise og drikke og så var hun frisk igen. Hun sad ved roret alene og styrede båden i ca. 20 min. det sidste stykke vej til

Middelfart og det gjorde hun rigtig godt.. Klokken 13.25 var vi i Middelfart efter en sejlads på næsten 6 timer. Vi tog bilen og kørte til Kolding efter kalechen, fik handlet ind og begyndte at sætte kaleche på, nej ! hvor var det svært, men den er flot og tæt. Allan ville skrue manglende knapper på båden, tabte skruetrækkeren i vandet, tog badebukser på og sprang i, men kunne ikke finde den. Vi gik en tur på stranden og Julie fiskede små fisk fra broen. Biksemad.

 

Onsdag d. 2.07.08

Det er varmt og solskin. Vi sejlede til Hejlsminde, Julie og jeg var ude at bade, det var lidt koldt, fik handlet og dasede på stranden. Vi grillede på broen og kom i snak med en kaptajn der har sejlet hos Mærsk.

 

Torsdag d. 3.07.08

Varmt og solskin. Vi daser. Julie fanger krabber og tonsvis af små fisk, de står nærmest i stimer i hele havnen. De er ved at stille op til Kræmmermarked, skal afholdes fra d. 4. – d. 6. juli. Julie og jeg tog i badeland, vi var der i godt 3 timer. Julie morede sig med en pige fra København og senere havde de vandslagsmål med 2 drenge. Kl. 15.00 gik vi derfra og spiste en ispind. Da vi kom ned i båden gik Julie ud som et lys og sov i 2 timer hvorefter vi gik op og købte sodavand o.m.a.

 

Fredag d. 04.06.08

Sejlede til Middelfart og pakkede og kørte til Give.

 

Søndag d. 06.06.08

Kørte vi alle tre til Fredericia for at fejre Julies fødselsdag. Anna havde så også været på ferie hos farmor og farfar fra fredag. 

 

Opskrifter

 

Billeder