Mobilvanter og SMS-vanter.

 

Her er 2 opskrifter på vanter til mobilbrug, er man mest til handsker, så strik slids i tommelfingerens ”tut” som beskrevet herunder. 

 

Mobilvanter.

 

Strikket med slidser til fingerspidserne og til tommeltotten.

 
 
 

 

Materiale: 1 ngl indiecita alpacauld, der er et silkeblødt

                3-trådet 100% uldgarn med

                 en løbelængde på 3200 m pr. kg.

Pinde: strømpep nr. 3

Strikkefasthed: 28 masker og 36 pinde = 10 x 10 cm.

 

Højre vante:

Slå 48 masker op på 4 strømpepinde, fordel maskerne med 12 masker på hver pind. Strik 7 cm ribbort: 2 ret, 2 vrang, eller strik så langt, som du vil have ribkanten. Fortsæt derefter med at strikke ret. Tag på 1. omgang jævnt ud til 52 masker, det er nemmest med 1 maske på hver pind. For at få en god pasform i vanten skal der strikkes en kile. Det giver bedre plads til tommelfingeren. Strik 2 omgange, på 3. omgang begynder udtagningen til tommelfingerkilen: Strik 2 ret, saml en lænke op og strik den drejet ret, 3 ret, saml en lænke op. Strik alle lænker, som du samler op, drejet ret, strik omgangen ud.

Strik 2 omgange uden udtagninger.

Næste omgang: 2 ret, 1 lænke, 5 ret, 1 lænke, strik omgangen ud.

Fortsæt således med udtagninger på hver 3. omgang, 2 omgange uden, til der er 17 masker på tommelfingerkilen. Strik 2 omgange efter den sidste udtagningsomgang. Sæt de 17 masker, der senere skal strikkes tommelfinger over, på en sikkerhedsnål, slå 3 nye masker op bag disse på selve vanten. De 3 masker, der slås op, svarer til de 3 masker, du begyndte med i kilen. Du har nu igen 52 masker. Strik lige op indtil arbejdet måler ca. 6 cm fra tommelfingerkilens afslutning

Nu skal slidsen strikkes, slidsen skal ligge inden i hånden.

Næste omgang: Strik rib, 2 ret, 2 vrang over de første 26 masker, strik ret omgangen ud over de sidste 26 masker.

Gentag denne omgang i alt 4 gange.

Næste omgang: Luk for de 26 ribmasker.

Læg strikketøjet til side, nu skal der strikkes en ribkant der skal sættes ind i vanten i stedet for de aflukkede masker. Den nye ribkant skal overlappe vantens ribkant.

Tag en ny pind og slå 26 masker op. Strik 5 pinde rib på den nye pind. Indsæt den nye pind i stedet for de aflukkede 26 masker. Fordel igen maskerne på 4 strømpep.

Der er nu lavet en slids, hvor ribkanterne dækker over hinanden. (Kanterne skal syes sammen til allersidst.)

Fortsæt nu med ret over alle maskerne på omgangen til arbejdet måler ca. 10 – 11 cm fra tommelfingerkilen. Der skal nu tages ind, så vanten kommer til at blive lukket af hen over fingrene. Mål på din hånd, du skal være kommet ca. til spidsen af lillefingeren.

Næste omgang: *1 ret, 2 ret drejet sammen, 20 ret, 2 ret sammen, 1 ret* gentag fra * til * omgangen ud.

Strik 1 omgang uden indtagninger.

Næste omgang: *1 ret, 2 ret drejet sammen, 18 ret, 2 ret sammen,1 ret*, gentag fra * til * omgangen ud.

Fortsæt således med indtagninger på hver anden omgang, idet der strikkes 2 masker mindre imellem indtagningerne for hver gang, til der er 8 masker tilbage.

Bryd garnet, træk det igennem de resterende masker. Hæft enden på vrangsiden.

Tommelfingeren:

Sæt de 17 masker fra sikkerhedsnålen på 3 pinde og sammel 3 masker op i de 3 masker , som der blev slået op på selve vanten, da kilen var færdig. Når maskerne er samlet op er tommelfingeren strikket sammen med vanten. Nu er der 20 masker på pindene. Strik rundt i ret med disse 20 masker. Når tommelfigeren måler ca. 3½ cm, strikkes slids på samme måde som på vanten:

Strik rib, 2 ret, 2 vrang, over de 10 masker på bagsiden af tommelfingeren. Prøv vanten for at få placeret de 10 masker korrekt på bagsiden af tommelfingeren. De øvrige masker strikkes ret, i alt 3 omgange.

Næste omgang: Luk de 10 ribmasker. Slå 10 masker op på en ny pind, strik 4 pinde rib over disse masker og indsæt dem i stedet for de aflukkede 10 masker. Strik ret lige op, til tommelfingeren måler ca. 5 cm.

Luk tommelfingeren: *1 ret, 2 ret sammen* gentag fra * til * omgange ud.

Der bliver 1 maske tilovers – bare strik den.

Strik 1 omgang uden indtagninger.

Næste omgang: Strik 2 masker sammen hele omgangen.

Bryd garnet, træk det gennem de resterende masker og hæft enden på vrangen.

Hæft alle trådenderne på vrangen og sy slidserne til i siderne både på vanten og tommelfingeren.

 

Venstre vante:

Strikkes modsat.

Vær opmærksom på placeringen af kilen til tommelfingeren. På højre vante blev den strikket på den 1. strømpepind ved omgangens begyndelse. På venstre vante skal den strikkes i slutningen af den 2. strømpepind efter omgangens begyndelse. På 2. strømpepind strikker du, indtil der er 5 masker tilbage, tag en lænke op, strik den drejet ret, strik 3 masker, tag igen en lænke op, strik den drejet ret, strik de sidste 2 masker på pinden. Så er kilen placeret korrekt.

 

SMS-vanter.

 

Strikkes som mobilvanter, dog skal der kun strikkes slids i tommelfingrenes ”tut”.

 

Vil man strikke i striber er der her strikket 4 omgange af hver farve i ribkanten. På selve vanten er der strikket 2 omgange af hver farve. Tommelfingerens ”tut” er strikket i én farve.

Følg opskriften til mobilvanter. Hvor der i opskriften er angivet på selve vanten at der skal strikkes en slids, fortsætter du med at strikke lige op, til vanten er lige forbi lillefingerens spids. Følg opskriften når der tages ind. Tommelfingeren strikkes som beskrevet til mobilvanten – med en slids.

Højre vante:

Tommelfingerkilen strikkes i begyndelsen af 3. pind.

Venstre vante:

Tommelfingerkilen strikkes på slutningen af 2. pind.  

 

Billede

 

Tilbage