Rejsebeskrivelse 2007 - nord- og østisland

 

 

 

 

 

 

 

Tirsdag d. 21.8.07

 

Efter en hektisk 2 uger og en 3 dage var jeg begyndt at glæde mig til vores Islandsrejse.

Allan er kørt til Fredericia med Mille.

Jeg er færdig med at pakke det sidste og sidder nu med en stille øl og prøver at slappe af.

 

Onsdag d. 22.8.07

 

Fik en god nats søvn. Tager med tog 1 time før tiden da jeg af erfaring ved at DSB hurtigt kan få problemer. Vi har kun 6 minutter at løbe på hvis vi tager det tog vi egentlig skulle med. Det regner !

Vi fik morgenmad, te og kaffe på DSB cafeteriet i Vejle og så tog vi toget kl. 11.42 fra Vejle (forsinket 5 min.)

Vi ankom til Kastrup uden problemer. Vi havde 2 timer inden vi skulle med flyet, så vi fik en franskbrød med laks efter vi havde tjekket ind i Terminal 2.

Vi skulle flyve med Sterling/Icelandexpres og da det er lavpris skal man betale for mad og drikke ombord. Vi landede 2 timer og 50 minutter efter i Akureyri i højt solskin. Anita var i lufthavnen, hun havde været på arbejde og ude for at handle ind, så hun havde endnu ikke været hjemme. Vi nød turen hjem til dem, bjergene, dalene og solen. Vi havde en rigtig hyggelig aften. Vi fik en fiskeret, den kunne jeg huske fra vores sidste rejse og rødvin. Efterfølgende fik vi hjemmelavet blåbærmarmelade, plukket ude rundt om ejendommen, der er også sortbær og rødebær. Jeg gik i seng ved 23.30-tiden dansk tid. Erlingur kom lidt efter så ham fik Allan hilst på.

 

Torsdag d. 23.8.07

 

Vi har sovet længe – 8.30 – islandsk tid. Solen skinner. Ingvard skulle vente til kl. 10.00 inden han vidste om han kunne få fri. Anita havde fået fri fra skolen. Vi fik et stort morgenmåltid, pakkede mad i 4-hjulstrækkeren, den med ”hus” på og kørte mod Myvatn – søen med de mange myg, der skulle diesel på bilen og Anita skulle købe islandsk rugbrød, bagt i jorden. Vi tog til Reykjahlid og hilste på Anitas søster. Herefter tog vi vej nr. 1 som førte os op i højlandet, dels på grusvej og dels på asfaltvej, vi kører mod Egilsstadir. Her er meget barsk og øde i højlandet, man er dog begyndt at så græs for at holde på det sorte sand. Heroppe er mange stenstøtter. Anita fortæller, at en mand tog rundt og satte de stenstøtter op som var faldet sammen da de hører med til Islands historie. Stenstøtterne var de eneste der i gamle dage viste de rejsende hvor vejene gik mellem de forskellige landsdele. Det er ikke så mange år siden man fik asfaltveje mellem landsdelene. I 1930 – 40 fik man f.eks. post bragt ud pr. rytter på hest.

Vi hørte i nyhederne, at 3 tyske turister var meldt savnet, de var meldt savnet af familien i Tyskland da de ikke var med det planlagte fly hjem. Man havde nu fundet deres telte og heri den enes kørekort i nærhed ved en bræ ”Svinafellsjökull” på sydsiden af Vatnajökull. De var åbenbart gået op alene på isen og det er for farligt uden guide da der er mange sprækker at falde i.

Vi når nu Egilsstadir, men først kører vi igennem Fellabær, så kører vi over broen der går over Lagarfjót og lige efter broen kommer Egilsstadir. Solen skinner, her er blomster og træer. Vi spiser frokost her ca. kl. 13.30. vores mål er den store dæmning – Karahnjukadam. Vi har fulgt bygningen på Discovery i TV og glædede os virkelig til at se den i virkelighed. Vi kører videre og kommer til Islands største skov og tro mig, det er en skov, en utrolig frodig og grøn skov, hvis ikke det er fordi bjergene titter frem en gang imellem kunne man godt tro det var en dansk skov, det er første gang vi ser så stor frodighed på Island og det virker overvældende efter vi har kørt rundt i højlandets tørre, sorte støv. Her i skoven findes også Islands højeste træ. Her er også en husholdningsskole. Man har nedlagt mange af disse skoler, men her har man bibeholdt én. I nærheden ligger Havafoss, Islands højeste vandfald, når vi desværre ikke at se. Vi kører forbi søen med den store orm – hallorm – historien siger, at en orm lå i bunden og voksede sig større og større og et uhyre skulle være set i elven Lagarfljót. Der ligger et skib i havnen som man kan tage en tur i og se om man kan få øje på uhyret. Videre til  Hallormsstadur, da vi kører over tangen har man lagt en række store sten og malet dem som en stor orm, så nu har vi set uhyret. Vi kommer forbi et flot hus bygget op i sten og fugerne er farvet hvide. Det var tidligere et kloster. Skriduklaustur. Forfattenen Gunnar Gunnarsson har boet i dette hus:

 

Gunnar Gunnarsson.
Årtierne 1920-1940 var den mest frugtbare periode i Gunnars liv og produktiviteten helt utrolig, ikke kun inden for digtningen, men også inden for andre litterære genrer og kulturelle udspil, samt i den politiske debat Danske blade og tidsskrifter var altid hans store forum. I trediverne udkom indviklede værker som Vikivaki og Det blindes hus. Gunnar fortsatte også med en gruppe fortællinger, der var baseret på Islands historie og som han indledte i 1918 med Edbrødre. Gunnar var blevet en højt anset forfatter og hans værker blev oversat til en lang række sprog, så snart de var udkommet. Der blev offentliggjort lange og korte interviews med ham og offentliggørelse af fotos af ham, hans familie og hans hjem ville ingen ende tage. I mange årtier blev han behandlet som nutidens store stjerner. Han var mest populær i Danmark og Tyskland, hvor han længe var den mest solgte forfatter næst efter Goethe. Hans danske sprog var så godt, at hans bøger blev brugt i modersmåls undervisningen i danske skoler.

Hjemvé bevirkede, at Gunnar flyttede hjem til fædrelandet igen. I 1926 købte han hedeejendommen Arnar vatn oven for Vopnafjördur og naboejendommen Kálffell i 1932. De egne danner ramme om bl.a. historien Brandur på Bjarg. I mange år fulgte Gunnar med i, hvilke store ejendomme var til salg i Island. Han var således bl.a. lige ved at købe ejendomme i Borgarfjördur i Vestisland og Videy var også inde i billedet. Men da Skriduklaustur på hans barndomsegn blev sat til salg i 1938 kunne Gunnar ikke længere dy sig. Han købte ejendommen, ville til at drive landbrug i stor stil og byggede et stort hus.

 

 – efter hans død er det nu et museum. Vi tager ind længere fremme og får lidt information om projektet med dæmningen og ser en film om det. Vi får kaffe, bluser og huer. Ren PR. Vi kører nu op ad bjerget ved Bessastadir og det er virkelig bare opad i skarpe hårnålesving, det er næsten som at flyve, dalen forsvinder næsten på samme måde.

 

Der er nu ca. 60 km ud til dæmningen og vi kører i sort sand. Vi har hele tiden det store bjerg Snæfell på vores venstre side, imponerende med sin hvide top der forsvinder ind i en hvid sky og ellers er der blå himmel og solskin. Ude bagved kan vi se nordsiden af Vatnajökull, den store gletcheer. Vi kommer nu til dæmningen, men vi måtte desværre ikke komme helt ud til den pga. sikkerhedsforanstaltningerne endnu ikke helt var på plads. Det var en skuffelse for os vi havde glædet sig til at se dæmningen efter at have fulgt bygningen af den i tv. Vi måtte holde ved resorvaret og se ind på den, vi fik at vide, at d. 17.8.2007 manglede der stadig 9 meter vand. Ud for hvor vi stod var der en ø – det var altså toppen af et stort bjerg der nu var blevet til en ø. Der er 3 dæmninger: Desjarárstifla-, Kárahnjukastifla- og Saudárdalsstifladæmningerne. Det er imponerende. De skal bruges til at lave strøm til et stort aluminiumsværk og der har været en del protester mod projektet, men spørger du hvem der protesterer får du at vide, at det er folk fra Reykjavik og udlændinge. Vi kører nu langs resorvaret mod Vatnajökull og vi har stadig Snæfell på vores venstre side. Det har været svært for mig at forestille mig størrelsen af Vatnajökull, men det er en meget stor mundfuld, så en dag håber jeg at få chancen til at se nærmere på denne store isklump. Hvem har også sagt at man kan se Island på 3 uger!! Det tager vist hele livet før man er mæt. På vej langs resorvaret så vi en bil stå bulet og uden hjul. Det er nogle aktivister der havde stillet den nede i dalen lige inden vandet skulle lukkes ind, men den blev så fjernet og stillet på toppen. Det er ved at blive sent, klokken er 17.00, Ingvard ville køre en anden vej hjem med os og der kom vi virkelig på grusvej, den kan kun køres af 4-hjulstrækkere, da vi også skulle gennem vandløb. Vi kørte mod Hrafnkelsdalur. Vi så en del jægere, her er rensdyr og der må skydes omkring 1000 dyr om året. Vi så en bil med et dødt rensdyr og længere henne lå der et dødt dyr i vejsiden, det kan man så have en holdning til, men de jægere vi så virkede som små glade drenge der var kommet ud for at lege røvere og soldater. Vejen vi kører ad hedder F910, før vi kommer til Adalbøl skal vi lige gennem et vandløb, der ligger et par sten ude i vandløbet og Ingvard kører længere hen og tager vandløbet lidt på langs inden han kører på land igen, det er derfor man som turist skal passe lidt på med at køre direkte ud i disse vandløb, der kan være huller eller store sten man ikke kan se, men en islænding ved hvad han skal se efter. I Adalbøl er der et par store tanke hvor man kan tanke diesel på bilen og et lille hus med toilet og man kunne vist også købe lidt mad. Vi kører videre ad 923 til Eriksstadir. På denne strækning lægger vi mærke til små hvidmalede indhegninger med en indgang med et kors, det er gamle og private gravsteder hvor man i gamle dage begravede folk fra huset. Ved Klaustursel ville de vise os et sted hvor konen laver ting af rensdyrskind, men broen over til huset var lukket af pga. reparation. Vi kommer ud på vej nr. 1 og drejer til venstre mod Myvatn. Lidt længere fremme drejer vi igen til venstre og ud på endnu en grusvej og kommer forbi Sænautavatn, Slórfell (844 m) og til Mödrudalur, her bor én familie, med kirke og restaurant, det skulle være det højest beliggende landbrug i ca. 500 meters højde og her er meget langt til næste gård. Vi kommer igen ud på vej nr. 1 og spiser aftensmad. Vi kører nu i et stræk hjemad og er hjemme ca. kl. 23.30. Vi afslutter dagen med rødvin og en kage der er en kaloriebombe uden lige. Her er opskriften.

Dagen slutter med en himmel så høj, skyer, sol og røde ringe om skyerne.

 

Fredag d. 24.8.2007

 

Sov til ca. kl. 7.00. Solen skinner og det er dejlig frisk. Morgenmad. Låner Anitas bil og kører til Husavik, vil ud at sejle og se om vi denne gang kan få en stor hval at se. Det blev en kold tur, solen skinnede, men vinden var kold. Vi var sammen med en bus med franskmænd og de var ikke alle klædt på til en sådan tur, så der blev uddelt lange regnfrakker med hætte og sådan én tog jeg også på. Vi sejlede fra Husavik kl. 13.30 og sejlede næsten 1 time og næsten helt ud til en ø, jeg blev ikke helt klar over om det var Flatey eller Hergilsey. Og så kom den! – en pukkelhval:

Pukkelhval (Megaptera novaeangliae)
Engelsk: Humpback whale

 

Beskrivelse:
En op til mellemstor hval med robust kropsbygning. Særkendetegn er de meget lange luffer, der udgør op til 1/5 af kroppen, sanseknuder på overlæben og en puklet rygfinne. Voksne dyr er mellem 11.5 og 15 m lange og vejer 25-30 t, nyfødte er 4.5 m lange og kan veje 1-2 t.
Barderne er op til 100 cm lange og sorte til olivenfarvede. Der er mellem 270 og 400 i hver side af overkæben. På bugen er der mellem 14 og 35 furer.

Udbredelse:
Pukkelhvalen kan forventes både i oceaniske vande, men også langs kyster og kan problemfrit færdes i komplicerede kystvande, endda flodmundinger og floders nedre løb.
Pukkelhvalen forekommer i hele Nordatlanten, men på forskellige tidspunkter. Om sommeren opholder de sig i fourageringsområder ved New England, Grønland, Island og ud for Nordnorges kyst, mens de om vinteren opholder sig i yngleområderne ved Haiti og Puerto Rico. Et tidligere yngleområde ved de Capverdiske øer menes i dag at være udslukt. Yngre ikke kønsmodne individer kan blive tilbage i fourageringsområderne.
I Nordøstatlanten er der rapporteret pukkelhvaler i det Hvide hav og ned langs norskekysten. De er forholdsvis sjældne, men dog antrufne i både Nordsøen og Østersøen. I sidstnævnte hav er der meldinger helt tilbage til 1700-tallet.

Adfærd:
Pukkelhvalen er ret langsom art. Den svømmer normalt kun med en hastighed på 8 km/t i overfladen. Den kan være neddykket i 3-7 minutter og kan dykke ned til flere hundrede m. Før dybe dyk krummes haleroden og halefinnen kommer til syne.
Pukkelhvaler har udviklet flere spektakulære fourageringsmetoder. Mest kendt er det såkaldte boblenet der spærrer fiskestimerne inde. Hurtige udfald (Lunch feeding) mod fiskestimer ses også.
Pukkelhvalerne vandrer over store afstande mellem yngle og parringsområderne på den ene side og fourageringsområder på den anden.
Sang: Hannerne synger for at tiltrække hunnerne og i forbindelse med parringskonkurrence med andre hanner. Sangen er ens for alle hanner samme år, men den ændres en lille smule fra år til år. Alle Nordatlantens pukkelhval hanner synger den samme sang. Det har vist sig at der også forekommer en anden sang uden for ynglesæsonen.
Under parringen kan hanner slå kraftige slag med halen eller med lufferne. Nogle gange kan de springe helt ud af vandet i kraftspring. Rekorden for kraftspring er 60 spring i træk.
Blæser 4-10 gange i intervaller af  20-30 sekunder før den dykker i 3-7 minutter.
Blåsten er buskagtig og op til 3 m høj.

Forplantning:
Pukkelhvaler bliver kønsmodne i en alder af 4-6 år. Hannerne er da 11.5 m lange hunnerne 12 m. De får en unge hvert andet eller tredje år. Parringer og fødsler finder sted i lavvandede veldelfinerede yngleområder ud for Puerto Rico og Haiti. Drægtigheden varer 15 måneder og efterfølges af en diegivning på ca 1 år.

Føde:
Fisk, stimeblæksprutter og lyskrebs

 

Vi fik filmet hvalen flere gange både da den lå i overfladen, da den pustede luft ud og da den dykkede hvor den store hale er oppe og vinke – perfekt. På vej ind til Husavik fik vi kager, bagte snegle og varm kakao. Det var en tur på 3 timer. Vi kørte hjem igen og her tog Allan med Ingvard ud for at hente en 4-hjulstrukken ATV. Deres sønner skulle være med til at samle fårene ude på højlandet. De samler først fårene tæt på hegnet og senere fårene i højlandet, de overnatter i nogle hytter og så kommer de ned med dem i én indhegning og så samles bønderne for at finde deres får og så skal der drikkes kaffe med alt hvad dertil hører. Anita og Ingvard skal give kaffe én af de første dage i september og siden hen skal en gård længere henne give kaffe. Vi hørte igen om de forsvundne tyskere. De er endnu ikke fundet, men der er nu indsat flere hold der søger efter dem og en redningshelikopter er også indsat. Vi så billeder fra den bræ de er gået op i og jeg forstår ikke, at nogen tør tage op i et sådant sted uden guide, der er så mange sprækker man kan forsvinde i. Pludselig kører en bil ind i indkøringen og ud vælter 4 mandfolk ind i huset, det viser sig at være 4 gamle skolekammerater til Ingvard og de 2 skal spise med. De skal alle fejre deres 40-års klassejubilæum. Efter vi har spist kører de videre ud til deres gamle skole. Ingvard tager senere med og Erlingur kommer med Rachel. Til aftensmad fik vi grillet lammekølle og grillede grønsager på spyd.

 

Lørdag d. 25.8.2007

 

Da vi stod op var det gråvejr. I dag skal vi til Grenivik og til Akureyi. Anita skulle ud med affaldsposen og fortalte, at de selv skal sørge for at køre affald væk, der står nogle store grå affaldscontainere rundt omkring og her kommer man affaldssækkene i og så bliver containerne tømt en gang imellem. Vi kører ved middagstid, det regner og skyerne er faldet ned omkring bjergene, men solen titter også frem hist og pist. Vi kører mod Grenivik ad en grusvej, det var den eneste vej før asfaltvejen kom. Vi kommer forbi kartoffelmarker!! Her er også en minkavler. Grenivik ligger lige ud til  havet. En dejlig lille by, den ligger mellem et par bjerge her er en del sommerhuse og om vinteren er det et yndet ski-sted. Vi kører mod Akureyri og nu er det tørvejr og solen er så småt ved at få overtaget igen. Vi holder ind til et museum ved en kirke i Laufás. Her boede Anitas broder, han var præst i kirken indtil hans død i dette forår. Hans kone, Inga, bor her stadig og styrer det lille spisested med et fantastisk spiserum med udsigt ud over vandet og bjergene. Mellem kirken og dette spisested ligger den gamle gård – Gamli Bærinn – Laufás har været beboet fra hedensk tid. I den gamle gårds ældste del mener man at der findes tømmer fra det 16. og 17. århundrede. Gården blev restaureret og forstørret i tiden fra 1853 – 1882. Gården er en typisk tørvegård for den tids islandske bygningskunst, men dog større end de fleste samtidige gårde. Det var almindeligt at der boede 20 – 30 mennesker på gården, fordi man behøvede mange karle og piger til arbejdet på denne store gård med de frodige marker. Foruden almindelig landbrug hørte også fiskefangst af laks og ørred og bearbejdning af edderdun fra de mange edderfuglereder på stranden med til arbejdet på gården. Gården er i dag indrettet med møbler og redskaber fra tiden omkring 1900. Laufás har været præstegård fra kristendommens indførelse og er det stadigvæk. Den sidste præst der boede i den gamle gård flyttede i 1936 i et nyt hus – det er jo ikke så mange år siden og det er ufatteligt at de kunne bo der så længe når man ser hvilke forhold de måtte bo under. Vi købte strikkede luffer til Anna, et vikingespil til Julie bestående af 25 små sorte sten med runer på, der var så en beskrivelse af hvad runerne betyder og her var alt fra kærlighedssten til sorgsten. Vi købte noget hudcreme til vores Anita lavet af bjergmos der var hentet oppe i bjergene. Jeg købte en servietholder til at stå på bordet med et grantræ, 2 damer i nationaldragt og et hegn, den havde Ingas søster lavet og malet. Vi fik kakao, urtete, og spiste pandekager og røget ørred. Vi kørte nu mod Akureyri. Akureyri ligger 5 timers kørsel fra Reykjavik og er områdets hovedby. Om vinteren er det et stort vintersportssted. Her gror mange træer og blomster og vi  besøgte den botaniske have der ligger ved siden af Junior College. Haven er grundlagt af en dansk kvinde, Anna Schiöth som gjorde et stort arbejde for at få den lokale befolkning gjort interesseret i haven. Mange troede at det barske klima ville slå blomsterne og træerne ihjel, men når man går gennem haven er her intet der er gået ud. Her er meget frodigt, dette skulle skyldes det varmere og solrigere klima. Akureyri skulle have næsten dobbelt så mange solskinstimer som Reykjavik. Vi kører forbi et træhus som er barndomshjemmet for den islandske forfatter Jón Sveinsson også kaldet Nonni, han forlod Akureyri i en tidlig alder for at blive uddannet i København. Han blev senere en Jesuitpræst og opholdt sig det meste af sit liv på farten i Europa. Hans historier om bandommen fra Eyjafjördur, rejsen til Danmark o.s.v. er oversat til mange sprog - også dansk. Der er mange gamle, nu restaurerede træhuse i Akureyri og der er en historie forbundet til dem alle. Kirken er også værd at se med sine to tårne og de mange trapper, der er ca. 100 trin. Kirken er bygget til minde om Matthías Jochumsson, en religiøs islandsk poet som oversatte mange af Shakespeare´s skuespil til islandsk. Akureyri bliver også besøgt af store luxuslinere der ligger ind i havnen, vi så bl.a. Maxim Gorki ligge i havnen.  

Herefter besøgte vi Ella, Anitas mor og blev bespist med alt muligt i kager og brød, vi så på alle de fine håndarbejder Ella sidder og laver, Ella ville lave en dug til os i patchwork, det glæder vi os meget til at modtage.

Da vi kommer hjem skal vi have hverdagsmad, dampet torsk med kartofler og salat.

 

Søndag d. 26.8.2007

 

I dag er det solskin og vi beslutter vi vil afslutte denne korte, men dejlige ferie med et bad i naturbadet ved Myvatn. Vi låner igen Anitas bil og kører mod Reykjahlid ved Myvatn. Naturbadet her er ikke så stort  som Den Blå Lagune i sydlandet, men vandet her er meget mere blødt pga. at det er bjergvand. Det er 40 grader varmt og lige ved siden af koger vandet og det kommer nede fra jordens indre. Da vi kører derfra kan man i baggrunden fornemme en buldren og vi kører efter lyden og dampen, det er simpelthen et hul i jorden hvor undertrykket fra jorden kommer ud af et meget stort rør med så stor kraft at det buldrer så jorden ryster og dampen stiger meget højt til vejr og så kommer der ellers kogende vand løbende ud forneden, der er hængt store betonklodser rundt om røret for ellers tror jeg røret ville blive skudt til himmels med kræfter som en raket, og jorden og bjergene er bare sorte – et fantastisk syn, man tror man står på en anden planet. Da vi kom hjem kom begge sønnerne, Rachel og Inga, Ingvarddörs kone (det er dog utroligt med alle disse Inga’er). Vi skulle have det berømte røgede lammekød – hankikød. Vi fik det serveret på 2 måder efter det havde kogt en halv dag. Dels lunet i stykker med kold kartoffelsalat og dels hele stykker glaseret med sennep og sukker. Med nye kartofler, hvid sovs og salat. Rødvin til og vi spiste rigtig meget, vi synes hankikød smager godt og vi kan kun få det de få gange vi kommer til Island. Vi gik i kælderen og pakkede vores kuffert og fik sagt farvel til alle og gik i seng efter vi havde sat alarmen i mobilen til at vække os kl. 06.00.

 

Mandag d. 27.8.2007

 

I dag stod vi op til frostvejr, bilerne var fyldte med is, men solen skinnede fra en skyfri himmel. Efter morgenmaden kørte Anita os til lufthavnen og hun skulle så på arbejde på skolen, hun skulle forberede til onsdag da alle eleverne skulle begynde det nye skoleår. Vi fløj ca. 10 min. senere end beregnet. Vi fløj over dalen hvor Anita og Ingvard bor, over Myvatn og Norge. Landede i Kastrup til tiden og stillede urene 2 timer frem, fik vores bagage og drog med DSB mod Jylland. Der var solskin i Kastrup. Vores datter ringede, skulle til dyrlæge med vores hund, det er galt med hendes fod igen - velkommen hjem !

 

”Bless Iceland”

 

Tilbage