Iberisk skovsnegl

Sneglehegn
Sneglefælder
Naturlige fjender
Jorden
Indsamling
Kompostering
Ferramol
Nematoder
Andre gode råd
 
Tilbage
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 

 

 

 

 

 

 

Den Iberiske Skovsnegl er en stor nøgensnegl, dvs. uden hus, der kan forveksles med andre skovsnegle. Sneglen er typisk brunrød, men kan lokalt variere fra orange over brun til næsten sort, hvilket gør den svær at skelne fra dens nære slægtninge, de røde og sorte skovsnegle. Især kan sneglen kan være svær at kende fra en anden introduceret art, den Røde Skovsnegl (Arion rufus). Begge sneglearter er nemlig rødlige - den Røde Skovsnegl er dog mere klart rød.Et andet kendetegn, der ofte fremhæves er, at der kan se ud som om den Iberiske Skovsnegls fod eller sål er syet fast til sneglen med kastesting med en mørk tråd.En helt sikker artsbestemmelse kræver en undersøgelse af kønsorganernes anatomi. I praksis vil man også kunne hjælpe artsbestemmelsen på vej ved at se på, hvor man har fundet sit eksemplar. Hvis det er som skadedyr i haven er det overvejende sandsynligt, at der er tale om Dræbersneglen.

Hvor kommer den fra?

Den Iberisk Skovsnegl, stammer oprindeligt fra Sydeuropa, det sydlige Frankrig og den Iberiske halvø (Spanien og Portugal), som har givet navn til arten. I disse lande er sneglen dog ikke et skadedyr, men er relativt sjælden, formentligt på grund af det tørre og varme klima og forekomsten af naturlige fjender.

Hvor findes sneglen?

Den Iberiske skovsnegl, er et relativt nyt bekendtskab for os her i Norden. De første forekomster blev rapporteret i Sverige i 1975, i Norge i 1988 og i Danmark i 1991. Efter de først meldinger har arten i alle lande spredt sig med foruroligende hast, i modsætning til dens slægtning, den røde skovsnegl, som også er introduceret af mennesker.

Nøgensnegle foretrækker generelt fugtige områder, som skove, enge og parker og haver. I Danmark har dræbersneglen en forkærlighed for haver og parker. Erfaringer fra lande, hvor sneglen har været i længere tid, som fx Østrig og Sverige viser, at arten også kan gå hen og blive et problem i landbruget og i skovene. Dræbersneglen findes i det meste af Danmark.

Sneglens levevis

Den Iberiske Skovsnegl, er rigtigt god til at formere sig. I Danmark kan arten nå at have flere generationer på et år, idet sneglene bliver kønsmodne efter kun 5-6 uger. Fordi snegle er hermafroditter, dvs. tvekønnede, kan alle snegle lægge æg, efter gensidig befrugtning. Hver snegl lægger omkring 400 æg i løbet af sæsonen. I Danmark er sneglene et-årige, de begynder at lægge æg i juli måned og dør i løbet af oktober måned. Æggene lægges i hulrum i jorden, under blade og rådnede plantedele, fx i kompostbunker eller affaldsbunker. Afhængig af forholdene klækkes de efter 2-4 uger. Perioder med tørt vejr er ikke godt for sneglene og reducerer antallet af overlevende snegle og snegleæg. Sneglene skal bruge høj luftfugtighed for at overleve, bl.a. fordi de bruger vand til at producere den slim, de kravler på. Om efteråret graver de små nyklækkede snegle sig ned i jorden hvor de overvintrer. I vintre med tidlig frost eller stærk frost vil nogle af de overvintrende snegle dø. De overlevende snegle kravler frem i april måned, afhængig af temperaturen - sneglenes livscyclus begynder forfra.

Spredning af sneglen

Den Iberiske skovsnegl spredes utilsigtet over lange afstande med jord, kompost eller plantemateriale. Der er på den måde, at sneglen er blevet spredt fra Sydeuropa. Svenske forskere har fundet ud af at sneglen primært spredes gennem handel med planter, stiklinger, prydbuske og frugttræer. Snegle eller snegleæg transporteres i den jord den følger med disse varer. I visse tilfælde har man ligefrem kunnet spore sneglene tilbage til bestemte planteskoler. Jordpåfyldning ved anlægsarbejder eller indkøbt havejord kan også bidrage til at arten spredes. I andre tilfælde har der været observeret snegle i rullegræs. Haveaffald der er dumpet i naturen er også observeret som kilde til spredning - i Danmark er det ulovligt at bortskaffe haveaffald på denne måde.

Der er, så vidt vides, ikke foretaget systematiske undersøgelser over spredningsveje i Danmark, men det må antages at spredningsvejene er de samme i Danmark. Lokalt spredes sneglene desuden ved egen kraft. Især hvis der er manglen på mad, kan sneglene finde på at krybe langt. Man har anslået at en enkelte snegl kan bevæge sig næsten 10 meter i timer. Denne bevægelighed betyder, at en bestand kan flytte sig op til en ½ kilometer på en sæson. 

Sneglens økologiske rolle

Snegle kan normalt betragtes som nytteorganismer, idet de er vigtige for nedbrydningen og omsætningen af dødt organisk materiale, fra såvel dyr som planter. I sit naturlige udbredelsesområde er den Iberiske Skovsnegl derfor ikke noget problem, tværtimod er den en naturligt del af økosystemerne. Her i de nordlige dele af Europa giver fugtige somre den en meget lang ynglesæson og dermed mulighed for at klare sig godt visse steder, især i haver, hvor den er knapt så velkommen. Fra et naturbeskyttelsessynspunkt er det et problem, at den Iberiske Skovsnegl kan fortrænge den hjemmehørende art, Sort Skovsnegl (Arion ater), når de to arter forekommer samtidigt. Dette er observeret i Sverige og skyldes formentligt konkurrence om føden. Samtidigt er der rapporter om at den Iberiske Skovsnegl er lidt mere aggressiv og endog kan spise de Sorte Skovsnegle.

Sneglens naturlige fjender

Den Iberiske Skovsnegl har kun få naturlige fjender i Danmark. Sneglearten er ikke giftig, men muligvis er den mere sej end andre lignende snegle og den producerer meget slim, hvilket muligsvis også bidrager til at gøre den mindre tillokkende for de fleste dyr. I Danmark er det blandt de større dyr kun pindsvin og grævling, der antages at kunne spise sneglen. Tudser og firben kan også spise især de små snegle. Svenske undersøgelser har vist at fugle der normalt spiser snegle fravælger den Iberiske Skovsnegl, hvorfor vides ikke præcist. Blandt mindre dyr kan rovlevende biller og snegle spise snegleæg og helt små snegle, men hvor meget dette sker i Danmark er ikke undersøgt. Desuden kan kannibalisme forekomme ved høje bestandstætheder, hvilket naturligvis også øger dødeligheden, men ikke nødvendigvis giver en naturlig balance i bestanden.

Hvad spiser Dræbersneglen?

Den Iberiske Skovsnegl foretrækker at opholde sig i åbne og fugtige områder med lav plantevækst, så som urtehaver og prydhaver. Her spiser den helst de bløde planterdele og den tiltrækkes ofte af duftende planter, som fx krydderurter og tagetes eller rådnende plantedele. Bl.a. i Århus har man dog observeret, at der er stor individuel forskel på hvad sneglene foretrækker. Salat, ærter, bønner og jordbær er blandt favoritterne, men der er konstateret sneglegnav i stort set alle urter og en lang række prydvækster, som dahliaer, tagetes og roser. Generelt går snegle efter lugten, så måske virker de stærkt duftende planter som lokkemiddel, hvorefter sneglene spiser det, der til enhver tid er mest velsmagende og næringsrigt lokalt. Det er også muligt at sneglene lokalt specialiserer sig på udvalgte fødeemner, men der foreligger, så vidt vides ikke nogen undersøgelser, der belyser dette. Intet tyder på, at man ved at dyrke bestemte planter kan holde sneglene væk.