Rejsebeskrivelse 2005

Tilbage

 

 
Lørdag d. 18. juni 2005
 

Vi kørte til Fredericia i bilen hvor vi parkerede den inde i gården. Vi spiste hos Anita og Jesper, vi fik engelske bøffer og vin. Rie og Frits kom og kørte os til Fredericia banegård kl. 18.30. Rie var uheldig, og snublede ned ad trappen, vi håbede ikke der var sket det helt vilde med foden. Vi skulle med toget kl. 19.09. Vi havde pladsbilletter til familievognen, det er altid godt når man har mindre børn med, Julie morede sig også rigtig godt. Jesper og Allan listede ind i rygekupeen og fik sig nogle øller. Vi kom til København Hovedbanegård ca. kl. 21.18. Her havde Jesper bestilt værelse på Hotel Saga (www.sagahotel.dk)  det lå lige i nærheden af banegården, det var et familierum med 5 senge og uden bad helt oppe under taget – 4. sal, men det var lige meget – vi skulle jo på ferie. Efter check in gik vi ud i nattelivet, vi gik ad strøget og ind på Nytorv hvor Søren Kierkegaard boede, her ligger også Københavns Byret, en bygning med græske søjler og Julie mente absolut, at hun så noget hvidt oppe i vinduerne og det kunne kun være et spøgelse. Her var udendørs servering, så vi sad og fik en øl, her var rigtig mange mennesker også selv da det begyndte at blive mørkt. Vi gik tilbage til hotellet og sad nedenunder og fik en godnatøl.

 

 
Søndag d. 19. juni 2005
 

Vi sov dårligt, nattelivet i København er meget larmende. Vi stod op kl. 7.00, spiste morgenmad og gik på banegården, vi tog et regionalt tog til Kastrup kl. 8.17 og skulle så checke ind. Du godeste der var mange mennesker. Allan havde problemer med at komme igennem metaldetektoren, efter at have tømt alle lommer bippede den stadig af ham, det var hans creditcart. Jeg blev sat til at passe på bagagen ved gate B, vi skal med fly kl. 10.40. Flyet var ca. 30 min. forsinket. Det gik fint med at komme i luften. Der var ikke mange med flyet så vi fik lov til at brede os. Vi fik serveret 3 kolde frikadeller, 1 stor spiseskefuld kartoffelsalat og 1 lille flute. Allan og jeg købte hvidvin og de unge fik cola. Vi fløj op over Norge, det var spændende at kunne se fjordene og bjergene, senere kom vi over Færøerne, og her kom et hul i skyerne og vi kunne tydeligt se de meget stejle færøerske fjelde hvor fuglene holder til. Pludselig var vi over sydøst Island og vi kunne se det højeste af bjergene, gletchen og sneen, men så kom lufthullerne og Julie græd lidt pga. smerter i ørerne, men vi kom under skydækket og fik det første indtryk af Island, det lignede et hedelandskab med masser af blå lupiner. Keflavik lufthavn er ikke stor. Vi fik hurtigt vores bagage og så gik vi hen til Avis efter vores bil. En Mitsubitsi Lancer 5 døres og et barnesæde, der var rigelig plads til både bagage og os, det viste sig dog senere at valget af biltype nok ikke lige var det rigtige til Islands natur, men så blev vi så kloge. Vi havde problemer med at finde vores hotel Gamli Gardur,  men til sidst lykkedes det på Hringbraut i Reykjavik, den er udenfor sæsonen kollegium for studerende på universitet, som ligger lige i nærheden. Fine værelser med vaskekumme og spejl, men toilet og bad var ude på gangen. Vi tog fornuftigt tøj på, det regnede lidt og så ud som om det ville blive ved. Vi gik op i byen, vi var inde og se Hallgrimskirken, vi lagde mærke til, at alle statuer havde et pink tyl klæde bundet til sig, Anita L. fortalte senere, at det lige havde været kvindedag og for at fejre det bandt man pink klæde på alle statuerne. Hallgrimskirken er imponerende, der var to orgler og der gik elevator op i tårnet til klokkerne 8 etager op. Det regnede nu mere end før, vi var sultne dansk tid kl. 18.00, men klokken på Island var altså kun 16.00. Vi fandt dog et sted der var hyggeligt og vi fik noget at spise. De unge ville videre, vi blev siddende over endnu en øl, vi undrede os over alle de biler der hele tiden kørte forbi, gaden var ensrettet og ikke ret bred, men der kom biler hele tiden. Noget vi lagde mærke til var, at mange af bilerne havde buler og skrammer, enten koster biler ikke meget på Island eller også kan de simpelthen ikke køre bil. Der var heller ikke rigtig nogle steder med alkoholudskænkning men derimod var der rigtig mange Kaffi bar. Vi gik hjem til hotellet i øsende regnvejr. De unge kom senere og så gik vi i seng.

 

 
Mandag d. 20.06.2005
 

Vi stod tidligt op og spiste morgenmad og ca. kl. 8.30 kørte vi ud til Nathan & Olsen, jeg hilste på Snjólaug, Sveinn, Ari og alle de andre, vi var også ude og se deres lager med konsumentvarer og Ekran (catering) som lå i en bygning ved siden af, det var meget spændende. Så kørte vi ellers af sted. Først var vi ude og se Geysir, det var en oplevelse, der var masser af huller med kogende vand, den store Geysir sprang ca. hvert 2. eller 3. minut, det var imponerende, den stod som om den trak vejret ud og ind og blev voldsommere for hvert åndedrag, pludselig kom der en hvid kæmpebold der bulede op og sprang med en kraft så stor at vandet sprang – ja, vel 10 meter op i vejret – tilbage igen – forsvandt ned i et dybt hul – kom op igen i en mini geysir og så tilbage i hullet, vandet forsvandt fuldstændigt og begyndte så igen at komme op til overfladen og begyndte at vokse sig større og større, det er virkelig noget der skal opleves – hvilke kræfter!! Vi blev sultne og vi ville have hotdogs, de kostede 200 islandske kroner (20 dkr. pr. stk.) – det var billigt. Julie ville have pommefrites og det tog næsten en hel dag at lave dem!! – travlt har de ikke – de islændinge. I forbindelse med spisestedet var der en butik med alt hvad hjertet begærer, oppe under taget havde de udstoppede dyr, der var gedekid, får, føl og sågar en stor hund og andre dyr – det var lidt mærkeligt, tænk sig at udstoppe Stine, Jensen, Fælle, Goldie og Mille – uha! Herefter kørte vi ud til Gullfoss – det gyldne vandfald. Vi kørte videre til P(th)ingvellir, det første islandske parlament (tingsted), vi gik langs Law Rock, det så ud som om der havde været et jordskælv og de 2 jordplader havde rykket sig og dannet en slugt og den så ud til at strække sig langt ud i landskabet. I slugten var der et vandfald, den løb i bunden og faldt igen under en bro og løber ud i en sø. Der var også gammelt lava der lignede et vaskebræt. Det var et meget specielt skue. Nu kørte vi så tilbage efter Reykjavik, vi drejede ud på vej nr. 1, vi kørte forbi fjeldet Esja, ned i tunnelen under Hvalfjördur, den er 5,8 km lang, blev startet i 1991 og åbnet i 1998, den kostede 70 millioner USD, nogle steder kunne vi se selve klippens væg og Julie mente absolut, at der var nogle veje ude i siden længere ind i klippen. Videre op over en bro over Borgurfjördur. Vi kom til et sted hvor de lavede vej, der så det igen ud som om der havde været jordskælv, der var også en dyb og lang kløft. Vi kom til et sted der lignede et månelandskab, det så ud som om en vulkan havde smidt og skubbet rundt med runde og ikke runde lavastykker hulter til pulter og så groede der kun grå mos eller lav på stykkerne. Vi kørte op og op og op og fik propper i ørerne, vi kom så langt op, at vi kørte ind i en sky med regnvejr, der lå også sne/is langs vejen. Der var så tåget at det var svært at se fremad, pludselig kørte vi nedad igen og som et lyn fra en klar himmel var vi ude af skyen og kunne se alt omkring os igen. Vi nåede op til Hrutafjördur og skulle nu finde Sæberg, her var der et hostels (vandrehjem), vi fandt Sæberg og vi fandt også det hostels vi ledte efter, det lå ned til vandet. Det lå lidt for sig selv, bagved var der et udendørs bad med varmt vand. Lidt derfra havde de deres eget varmeværk! – varmt vand under jorden, der var lagt rør og det dampede alle vegne, men varmt vand var der rigeligt af. Døren var åben, men der var ingen mennesker, der var en seddel hvor der stod at vi skulle ringe på det telefonnummer der lå der. Det gjorde vi og lidt efter kom en bil kørende, vi betalte efter vi havde fået håndklæder udleveret og lejet sengetøj. Vi kørte op til en lille by ca. 12 km væk og købte suppe i pose, æg, bacon og 3 Tuborg på dåse, det var simpelthen et udsted, han ville helst ikke sælge flere end 2 øl, for så havde han ingen til sine lokale kunder, men vi fik dog narret 3 øl fra ham. 

Der er langt mellem naboerne her ude. Da vi indlogerede os var vi alene, men i løbet af aftenen kom der 3 biler mere, så der blev fyldt op. Julie og jeg var ude at gå en tur, vi mødte en halt hund, den humpede på 3 ben, vi ville over og se til fårene og hestene, men det kunne vi ikke, der var elhegn/fårehegn og grøfter, om alle markerne er der gravet dybe grøfter, det må være til smeltevandet om foråret. Det var bidende koldt og blæsende. Klokken blev 22.00 og vi gik i seng.

 

 
Tirsdag d. 21. juni 2005
 

Stod op, pakkede og kørte op i et nærliggende hus hvor vi spiste morgenmad kl. 8.00, vi var de eneste der benyttede os af det. Vi kørte videre ad vej nr. 1, op og ned ad bjerge, Vididalsfjall, langs Langadalsfjallet i Langidalur o.s.v. Vi holdt ind lidt før Akureyri – i Öxnadalur ved P(th)elamörk, her lå et hotel/svømmebad, nogle skulle tisse, Allan ringede til Anita L. og fortalte hvor vi var, vi skulle så mødes i Akureyri ved Esso lige inden vi kører ind i byen. Julie og jeg gik over vejen og ned til elven, vi kunne høre børn der badede inde i svømmebadet og Julie plukkede lidt tørt græs. Kører videre til Akureyri hvor vi går rundt og ser på byen.                   

Vi mødes med Anita L. og Ingvar ved Esso. Vi tager sammen op til Anitas mor og far, de bor i et stort boligkompleks udelukkende for ældre mennesker. Her bliver vi bespist med kiks, ost, rugbrød, pålæg og vafler, vi kan dog ikke spise ret meget da vi lige har spist. (en fejl vi gør gentagne gange, vi er, som danskere, ikke vant til den utrolige store gæstfrihed alle islændinge har). Vi kører herfra til Netto, hvor der bliver handlet ind, jeg gik rundt og så lidt på sortimentet, der er mest lamme/fårekød, en hel del tørret fisk, en enkelt pakke svinenakkekoteletter fandt jeg dog. Frugt og grønsager er meget lig vores, der var dog en pose med noget tørret, det lignede grå tang, Anita L. fortalte mig, at det er tørret fjeldgræs, i gamle dage brugt man det meget bl.a. i supper, det bruges dog ikke så meget mere. Vi kørte videre til en butik hvor de købte øl og vin. Det kan kun købes i denne ene butik og det er ikke mange år siden man slet ikke kunne købe drikke med alkohol. Da indkøbene var overstået ville de vise os en skov som de er meget stolte af, vi kørte ud af byen og over en bro, her blev vi advaret om lavtflyvende fugle, og det var ingen vittighed opdagede vi. Skoven er efter islandske normer imponerende, det er ikke høje træer som i Danmark, men dog så høje at du kan sige, at du køre mellem træer, skoven ligger på Vadla heidi og hedder Vadla Skogur. Vi kører nu videre nordpå ad vej 1, vi skal lige bestige et par fjelde og ned i et par dale, vi kommer forbi den skole Anita L. er lærer på, den ligger i Stórutjarnir, herefter forbi Ljösavatn, vi kommer forbi vandfaldet Godafoss hvor vi kort tid efter drejer ind på en grusvej i en dal der hedder Bardardalur, det er i denne dal Anita L. og Ingvar bor, vi kører vel en 10 – 11 km på grusvej, på den ene side har vi elven der løber gennem Godafoss og ender ude i Skjálfandi hvor vi senere i ferien skal ud og se på hvaler. Vi når til et skilt hvor der står ”Hlidarenda” her skal vi op ad gennem en låge. Deres farm ligger for foden af et fjeld der hedder Vallafjall, det stiger en ca. 100 meter fra huset. Vi får pakket ud, vi skal sove i Anita L. og Ingvars senge, Anita, Julie og Jesper på ét værelse, Anita L. og Ingvar skal sove ude i deres vogn. I kælderen er der også en lejlighed, her bor Erlingur og Elsa og deres lille pige på 6 uger. I et tilstødende værelse, deres kontor tror jeg, overnatter en dreng på 14 år, Sævar, det er en søn af nogle af deres venner som er på ferieophold og hjælper til på farmen. Erlingur og Elsa skulle denne aften af sted med 4 heste til træning i Grenivik, vi så de fik læsset hestene i hestetraileren, de kan have 5 heste på én gang, de står på tværs. Så kørte de af sted. Anita, Julie, Jesper og jeg ville prøve at bestige Vallafjall, så vi drog af sted op af fjeldet, men da vi nåede halvvejs op måtte vi opgive, der var længere end vi havde regnet med, vi så en rede fyldt med 4 store plettede æg, vi kom til at skræmme fuglen op, ellers havde vi ikke opdaget den. På deres land ved siden af huset står en klippesøjle, historien siger, at en trold og hans troldkvinde havde været til fest hos Odin, troldkvinden skulle tisse så hun satte sig ned, trolden gik videre nordpå, de nåede dog ikke frem til deres hule inden solen kom, og alle ved jo at trolde ikke tåler sol så forvandles de nemlig til sten, derfor står trolden på Anita L. og Ingvars jord og troldkvinden stod længere sydpå hvor bonden en dag væltede hende og byggede et hus af stykkerne, det skulle han ikke have gjort for næste dag var huset faldet sammen, derfor står stensøjlen uberørt hos Anita L. og Ingvar. Der kom flere historier: nogle gange undermineres lavaen af vand, men man kan ikke se disse huller da der stadig ligger et tyndt lag jord og græs henover, de havde lånt en hest fra en anden farm og den var pludselig væk, alle ledte og nogle opdagede, at den var faldet ned i et sådant hul. En gang forsvandt et lam, børnene ledte og ledte, der var en af børnene der kunne høre et lam bræge et eller andet sted nede fra jorden, de fandt så et hul og nedenunder dette hul var der en hule længere ind under lavaen og her gik lammet så og ledte efter sin mor. Vi skulle endelig smage det berømte hankekød, de havde haft noget med til Danmark ud til Jette og Bo, vi smagte det dog ikke dengang så vi var virkelig spændte. Hankekød er fårekød der er røget over 2 uger i deres egen røgeovn, vi fik først at vide bagefter hvad de røgede med – fårelort blandet med halm – men det smagte så godt, vi fik det serveret med kartoffelsalat og vi åd!! - Anita og Julie brød sig dog ikke om det, men vi andre var ikke til at stoppe. Til dessert fik vi Skyt, det er et surmælksprodukt lavet af komælk og er uden fedt og det er så stift at man kan skære i det. Anita L. pisker det med mælk og sukker og så serveres det i skåle med fløde – en himmelsk spise. Vi er nu trætte og mætte og går alle i seng.

 

 
Onsdag d. 22. juni 2005
 

Vi fik en god og solid morgenmad, mens Erlingur og Elsa spiste gik jeg rundt med den lille pige på armen, ud af vinduet så jeg en hest komme løbende hen imod huset udenfor indhegningen, jeg spurgte om den skulle det. Erlingur gik ud på trappen og nu så vi hvordan en islandsk fårehund arbejder, det er utroligt hvad de kan, inden den overhovedet havde fået en melding gik den med hovedet ned langs jorden og ligesom ”skubbede” hesten fremad med snuden, Erlingur stod på trappen og gav en melding og så fulgte hunden hesten hen til indhegningen og her blev hesten stående uden at røre sig. Vi pakkede bilen og Anita L. og Ingvar fik deres vogn pakket med mad og vi kørte så ud for at se Godafoss. Jeg faldt og da jeg holdt Julie i hånden trak jeg hende med, vred rundt på foden og fik en hudafskrabning, det værste var dog at der gik hul på mine bukser, nå, det skulle nu ikke ødelægge vores dag og Julie kom også over det uden mèn.  

Vi kører videre ad vej 1 og ind på 845 op mod Husavik, vi kommer igennem et landskab der mest minder om et månelandskab - Adaldalsraun, det er lava der er ca. 1500 år gammelt. Forbi en lille flyveplads som endnu ikke er i brug. Anita L. og Ingvard glæder sig til den må bruges. Så kommer vi forbi elven Laxa – Jesper fik julelys i øjnene. Vi tanker op i Husavik, vi kører så videre ad vej 85. Vi kører på kanten af nogle høje klipper ved Skulargardur, kom forbi et sted hvor jordskælv havde lavet et stort hul som nu var fyldt op med vand og dannet en sø – den hed Hóll. Vi så en langstrakt sprække hvor jordfladen havde forrykket sig, jordskælvet havde fundet sted i 1973. Vi når Ásbyrgi. Vi når til Jökulsárgljúfur nationalpark, Slejpners hestesko. Det er et eksempel på den islandske naturs groteske luner. Dalen er godt fire km lang og omkranses af 100 meter høje klippesider. Den har en form som en hestesko og dalen er ifølge legenden dannet som et aftryk af Odins fantastiske hest Slejpner, men det er nok nærmere det der kaldes en kaotisk flod, vi går ind i hesteskoen og inde i bunden ligger en stille og klar sø med masser af ænder og oppe i de høje klipper er der fuglereder, et helt lille paradis i dette voldsomme landskab. På parkeringspladsen spiste vi frokost inde i Anita L. og Ingvars vogn, vi sad tæt, men det var hyggeligt. Vi kører nu til vandfaldet Dettifoss, det kraftigste vandfald vi har set til nu. Her findes flere vandfald i floden Jökulsaafjöllum, men Dettifoss skulle være én af Europas største.  Vi har kørt ca. 25 km. på toppen af en bjergkæde, der lå sne, det regnede, var tåget og der var kun lavasten og sort ”sand” at se. Vi kommer forbi mange stenstøtter i landskabet langs vejene, Anita L. fortæller, at det er vejvisere fra gamle dage. Vi kommer til Krafla, et meget specielt område hvor der er et varme-kraftværk der udnytter den geotermiske energi fra undergrunden. Det ryger op af jorden alle vegne, der er varme vandløb alle vegne, jorden og bjergene er sorte, og op og ned ad bjergene løber store blanke rør, det ligner et landskab fra en science fiction film, men det er altså et værk der udnytter energien til både varme og el. Her ligger også et krater af en vulkan, Viti, seneste udbrud var i 1984. Vi kan se den sorte lava som den løb ned ad bjerget, man var dengang bange for, at lavaen ville nå værket, men det stoppede inden. Det ryger stadig ud af siderne på vulkanen. Vi prøver om vi kan komme ind og se værket, men det er lige lukket – klokken er over 16.00. Der er et stort køleanlæg, vi kan se vandet løbe tyndt igennem ude på kølelegemerne, hvorfor ved vi ikke. Vi kørte til Námafjall og så på boblende svovlsøer, vandet trækker ned i undergrunden og blandes med gasser og kommer så op som blå mudret svovlvand der koger hele tiden og stænker ad H til. Der var små toppe af sten som var smeltet sammen og ind imellem revnerne kom der meget varm damp ud, ligesom fra en vandkedel der står og fløjter. Vi kører nu til Myvatn til byen Reykjahlid hvor Anita L.´s søster bor, hun er sangerinde og den yngste af børneflokken, hun og hendes band har bl.a. optrådt i Middelfart. Hun og hendes ven arbejder på Hotel Reykjahlid, han er bestyrer, de skal senere giftes. De bor i et hus lige ved siden af, og hun var ved at arrangere en stor grillfest for de ansatte på hotellet i anledning af sankthans, og det var den eneste dag de accepterede at ansatte mødte på arbejde med tømmermænd – dagen efter. Der lå en lille butik ved siden af hvor vi købte huer strikket i islandsk uld. Jesper havde også købt en rød fleestrøje til Julie, hun frøs. Det var en rigtig spændende dag. Vi fik grillede lammekoteletter til aften – lækkert og mørt.

 

 

 

Torsdag d. 23. juni 2005
 

Vi kørte selv til Husavik, vi skulle ud og se hvaler, vi sejlede ud kl. 9.45 og kom ind 3 timer senere. Vejret var herligt, solen skinnede og det var varmt, vores første dag på Island med rigtig dejligt sommervejr. Vi så en flok delfiner, der var en unge imellem dem og så så vi en minkhval, det var ikke meget vi så af den, når den har været oppe efter luft er den under vandet i flere minutter og kommer op et helt andet sted end der hvor den sidst var.

Minkhval:


Vågehval (Balaenoptera acutorostrata)     

V_gehval.jpg (7884 bytes)


Alternativt på dansk: Sildepisker
Engelsk: Minke whale

 

 


Slank mellemstor hval med meget spidst hoved. Rygfinnen er seglformet og forholdsvis høj. Den sidder 2/3 af dyrets længde fra snudespidsen. Halefinnen er forholdsvis bred og kan udgøre 1/4 af dyrets længde. Voksne dyr er mellem 6,75 m og 10 m lange og vejer 5 -10 t. Ved fødslen er ungen c 2.5 m lang og vejer omkring 350 kg. Der er 30-70 bugfurer der altid ender før navlen, nogle gange når furerne kun til lige efter lufferne. Der er 230-360 barder i hver overkæbehalvdel, de er fra 12 cm (fortil) til maksimalt 20 cm (bagtil) lange. Svømmer forholdsvis hurtigt. Orienteringskig samt kraftspring er rapporteret for arten. Halefinnen vises ikke under neddykningen. Blåsten er meget svag. Hvalen blæser 5-8 gange i intervaller af 3-8 minutter. Blåsten og rygfinnen ses samtidig. Hvalen kan være neddykket i op til 20 minutter. Hvor langt den dykker ned vides ikke med sikkerhed, men da den lever af overfladedyr er der nok normalt ikke tale om mere end 50 m.
Nogle individer er ret nysgerrige og bliver tiltrukket af mindre både. Der er eksempler på at individer har fulgt efter en hvalkiggerbåd i over en halv time

   
 

Delfin:

Stribet delfin (Stenella coeruleoalba)
Engelsk: Striped dolphin

 

 

 


Slank delfin med tydelig afsæt næb. Voksne dyr er mellem 180 og 250 cm lange og vejer 110-170 kg. Nyfødte er ca. 100 cm lange og vejer 20 kg. Der er 39-55 tænder i hver kæbehalvdel. Lever længere mod nord og i havområder med større temperatursvingninger end andre Stenella arter. Ligger i oceanisk præference mellem almindelig delfin og de øvrige Stenella arter (plettede delfiner, clymene delfin, snurre delfin). Forekommer normalt ikke nord for 50o N, men er i de senere år set hyppigere ved Skotlands nordlige kyster og i Nordsøen og de indre danske farvande. Er flere gange registreret fra den norske kyst helt op til 64 N, Island og Færøerne. Ved Gibraltar er den observeret i dybder over 60 m og generelt i Nordøstatlanten på forholdsvis dybt vand.
  

Anita L. og Ingvard kom i bilen og vi gik ind i hvalmuseet, der så vi hvalskeletter, de var meget store og hele historien om hvalfangsten var der også. Vi kørte udenfor Husavik hvor vi parkerede på en campingplads, og her spise vi frokost. Nu kører vi mod søen Myvatn – søen med de mange myg. Undervejs møder vi nogle store drivhuse med tomater og agurk og en meget stor geysir, som står og bobler kraftigt, den spring dog ikke så tit. Al den varme vand der er i den varmer alle drivhusene op og husene i Husavik, så den er varm. Vi kørte gennem et kæmpe område – den sorte ørken. Her var overhovedet ingen bevoksning så langt øjet kunne se. I 1994 var man dog begyndt at plante lupiner, græs og lærk og det fortsætter man med. Når man køber en bærepose i forretningerne går pengene til beplantningen heroppe i den sorte ørken. Vi begynder nu at kan se vulkanen Hverfjall, den er enorm, 1,2 km. i diameter og rundt om i landskabet ligger der lava overalt. Lidt derfra ligger også vulkanen Lúdentarskål.  Vi kører videre ned til Dimmuborgir som er en hel labyrint af lava, ved indgangen er man ved at lave en stensætning af tilhuggede lavablokke, det ser rigtig godt ud, og der står også en plade som viser alle verdenshjørner og hvor de forskellige vulkaner og bjerge ligger. Vi går ind i det mærkelige lavalandskab, der er klipper med huller i, huler, tårne – ja, man kan forestille sig alt muligt herinde. Et sted var der en lille grotte nedenunder – den var ikke varm for der lå stadig sne i bunden af den. Der er også bevoksning indimellem.  

Lavaen er over 2000 år gammelt. Vi kører lidt igen og kommer til en sprække i jorden, her har det dannet nogle varme badegrotter, vi var nede i den første her havde Anita L. badet i sine unge dage og inde ved siden af var der endnu en varm badegrotte hvor mændene badene, når de havde været til bal, tog en hel flok ud til disse grotter, så smed man tøjet, pigerne i den ene og drengene i den anden, vi fik så fortalt, at der dengang var hul nedenunder mellemvæggen så man kunne dykke fra den ene grotte til den anden – spændende! Det var dog nu blevet for varmt til at man kunne risikere at bade i det. Vi gik længere hen, kiggede ned i den lange sprække og det dampede op hele vejen hen. Vi kørte nu til søen Myvatn – de mange mygs sø, her var ikke så mange myg – men – mange, mange små fluer. Myvatn regnes på verdensplan blandt naturens virkelige vidundere. Bredderne ved Islands fjerdestørste sø er fyldt med lavaformationer, mens selve søen ikke er mere end fire meter dyb. Den lave dybde betyder, at solstrålerne kan nå bunden, hvilket igen sikrer optimale forhold for søens dyreliv. Myvatn regnes blandt verdens vigtigste ynglepladser for fugle, og søen, der hvert år tiltrækker turister i hobetal, er da også omdannet til naturreservat. Søen ligger i 277 meter over havet. Der holdt en bus med ældre franskmænd og de havde fået udleveret net til at sætte over hovedet, det så komisk ud, men der var også mange fluer. De var meget interesserede i Ingvars bil, de spurgte vældig ud på tysk! – under krigen i 1945 var de franskmænd bosiddende i Frankrig, men efter krigen kom stedet under Tyskland, de ville altså ikke være tyskere, derfor talte de fransk indbyrdes. Vi spiste i Anita L.´s og Ingvars bil. Vi kunne ikke forstå de kunne sove i den bil med alle de fluer, men de fortalte, at fluerne ikke levede så længe og de ville alle være døde når vi nåede hjem og så kunne de bare støvsuges op.

Jesper var kokrød i hele hovedet og Allan havde en meget rød pande og så fik han vasket bilen. Anita L. og Ingvars ældste søns søn Þorgeir var kommet, en rigtig lille trold, Julie og han var på bølgelængde lige med det samme.  

 

 

Fredag d. 24. juni 2005
 

Vi sov lidt længe, der er 20 graders varme. Ingvar ville blive hjemme, han havde lidt arbejde han skulle lave, så Anita L. skulle være vejviser i dag sammen med sit barnebarn. Vi kørte Jesper op til en elv i modsatte retning af Godafoss over en lille bro og over på den anden side af dén elv der løber forbi Anita L. og Ingvars farm, vi måtte igennem 3 låger der skulle åbnes og lukkes og fårene var bare alle vegne. Vi kom helt op hvor vejen sluttede - Svartárkof, her var 3 huse med 3 familier. Vi fik at vide hvor vi skulle sætte Jesper af og vi kørte så ned ad en markvej med stort M, vi var temmelig nervøse for om vi fik bilen op igen, ned på en mark og så blev han sat af, han havde 12 timer til at fange fisk i en elv der går ud fra Svartarvatn og videre ned i Skjálfandafljöt, som igen løber ved Anita L. og Ingvars farm. Vi kørte tilbage til familierne, vi fik tisset af. Her var hundehvalpe, kaniner og endnu en lille dreng, så vi blev lidt så ungerne kunne lege lidt. Der var en voldsom aktivitet, der var folk på heste, de skulle ud og flytte dyr fra én mark til én anden, så græsset kunne vokse og så skulle det klippes og laves til foder i bigballer. Der var gamle tørvehuse. I gamle dage brugte man disse huse, de var bygget op af tilhuggede lava sten, så var der kommet tørv ovenpå og så var der lagt tag på. Der var her 3 huse, en heste stald, én de brugte til røgning og den sidste var faldet sammen, men den var blevet brugt til kostald.
Der var endnu en hund, en race jeg ikke kender, den er slank, lidt høj hund, den var specialiseret i at fange mink, mink er et stort problem på Island, så manden og hunden kunne man bestille til at komme ud og fange mink. Vi kørte derfra, vi skulle se Aldeyjarfoss, det gik over stok og sten, det var næsten som at køre på en rutschebane, det gik op, ned og rundt på grusvej, det var sommervejen, og den var lige blevet åbnet efter vinteren.

Det er nok det mest fantasifulde vandfald vi har set til nu. Vandet falder dybt ned, løber vildt forbi en stor hule i klipperne forbi det mest fantastiske mønster i de vældige formationer af basalt, en form for krystalliseret lava, hvor de enkelte lavasøjler er stablet ovenpå og ved siden af hinanden i en gigantisk mosaik. Man kan blive ved med at se på det og finde nye mønstre. Det var temmelig farligt at gå ned til vandfaldet, der var kun en dyresti med løse sten, det var ikke rart, så vi holdt ungerne meget på afstand, for ude ved kanten gik det bare nedad. Vi kørte videre til Ishölsvatn hvor vi spiste frokost herefter begyndte vi at køre hjem til Hlidarenda, vi kørte lige ind og så Anita L.´s gamle skole Kidagil som i dag er lavet om til hotel om sommeren og efterskole om vinteren. Vi fik te da vi kom hjem. Erlingur og Elsa skulle ud i marken og hente nogle heste der skulle have sko på, de skulle til at træne dem. Vi gik langt ud i marken i dejligt varmt solskinsvejr, nu kunne vi se det lille hingstføl der var blevet født om natten, de fortalte senere, at føllet skulle være deres lille datters føl. Elsa sprang op på én af hestene og red hjem – uden saddel. Erlingur kørte op ad bjerget på en ATW. (lille havetraktor!), vi kunne se ham og den ene af hundene som to små prikker. Vi spiste kl. 18.00, en dejlig fiskeret af sej. Vi havde en rigtig hyggelig aften. Allan havde hentet Jesper, han var træt, men havde haft en god oplevelse, han havde haft en stor ørred på krogen, men snøren knækkede og det var så den ørred. Anita og Jesper gik en lang tur, Julie gik ude og legede med Þorgeir, hun skældte ud på fårene og lammene fordi de gik ude på vejen, hun gik helt ned på marken og skældte ud, pludselig vendte ét af fårene sig om og lagde an til at ville stange hende, jeg skal love for at hun hurtigt kunne komme op på vejen igen og hun var så gal, at hun sparkede i gruset hele vejen ned til huset igen, men så lærte hun lidt der også. Vi fik sherry og whisky og pludselig væltede det ind med mennesker. Det var Elsas mor, søster, et barn og en ung mand, de skulle overnatte i kælderen hos Elsa og Erlingur. Nu var vi 14 mennesker til overnatning og spisen. Elsas familie skulle til begravelse dagen efter.

 

 
Lørdag d. 25. juni 2005
 

Har sovet godt. Vi fik morgenmad, fik pakket bilen, fik 4 rugbrød (speciel sød rugbrød der er bagt i jorden) og 3 skyt og 1 pose klejner med i bilen. Fik sagt farvel og nu var vi så på vej mod Reykjavik – en 5 – 6 timers køretur. Vi kørte fra nordlandet i dejligt solskin og nåede Reykjavik i tåge og regnvejr. Vi indlogerede os igen på Gamli Gardur. Vi gik dog op i byen hvor vi købte en kasket ”lost in Iceland” til Allan, en detaljeret vejkortbog til næste gang vi skal til Island og en bog til vores forældre om Island. Det regnede kraftig og vi sagde farvel til de unge og gik mod hotellet, vi var dog lige inde og se City Hall, som har et 3-dimensionalt kæmpekort over Island liggende så man kan få en fornemmelse af det bjergrige landskab.

Vi skiftede tøj og gik ned i ”studenterkælderen”, her fik vi et par store fadøl. Der var opstillet computere og Allan var henne og tjekke nyhederne og vejret i DK. Vi sms´ede til de unge, at vi sad i kælderen. Vi bestilte en hummersalat, der var rigeligt, med en halv Flütes smurt med hvidløgssmør. De unge kom og vi fik en øl mere og Jesper viste os en hvaltand han havde købt hos en guldsmed, den skal Jespers far have, han laver knivskafter (fiskeri) og han skal bruge den til at dekorere med. Anita, Julie og jeg gik i seng, Allan og Jesper kom senere de havde fået et par glas gammeldansk hver – gratis – fordi de var danskere og fordi de morede sig så godt, det var vores sidste aften i Reykjavik.

 

 
Søndag d. 26. juni 2005
 

Vi sov længe – solen skinnede!! Efter at have fået et godt morgenmåltid og betalt for værelserne pakkede vi bilen for sidste gang. Vi kørte ud mod den blå Lagune. Et geotermisk varmekraftværk opførtes i 1976 tæt ved Grindavik. I dette område, der primært består af porøs vulkansk lava, findes lommer i undergrunden med ekstremt varmt geotermisk havvand. Varmekraftværket pumper 240° C varmt vand op til overfladen fra 2000 m dybe boringer. Dampen, der herved dannes, udnyttes til at drive dampturbiner, som producerer elektricitet. Det geotermiske havvand er for salt til, at det kan benyttes som brugsvand eller bruges i radiatorer til opvarmning af huse. I stedet benyttes det til at opvarme koldt, almindeligt fersk kildevand, der så sendes videre ud til de islandske forbrugere.

Den Blå Lagune er skabt ved at varmekraftværkets overskud af det varme geotermiske havvand til sidst bliver udledt på den omkringliggende lavamark i en strøm af ca. 900 m3 pr. time. Det geotermiske havvands temperatur på dette stade er 70-80° C. Den største del af det geotermiske havvand siver ned gennem den porøse lava, men en betydelig del fordamper i stedet. Når det geotermiske havvand afkøles, bliver det fyldt med kisel, der danner det karakteristiske hvide mudder i Den Blå Lagune. Det hvide mudder bundfælder sig og danner en vandtæt bund. På denne måde vokser lagunen hele tiden. Lagunens karakteristiske blå farve skyldes det specielle hvide kiselmudder, dens store indhold af mineraler, specielt kisel, samt blågrønne alger og har givet dette naturvidunder sit navn: Den Blå Lagune.
Vi var alle ude at bade undtagen Jesper. Der var rigtig mange mennesker. Vi fik et armbånd og den skulle vi bruge for at komme ind, låse skab op og i og for at komme ud igen. Vandet var meget salt og nogle steder meget varmt. Allan talte med 2 mandlige københavnere i badet, de havde været på et weekendophold i Reykjavik!! – de havde drukket og festet og de skulle nu med det samme fly hjem som os. Efter badningen tog vi til Keflavik Lufthavn og afleverede en meget støvet og godt brugt bil, vi havde kørt 1980 km heraf ca. 120 km på grusvej og det kostede for 8 dage 57.212,00 islandske kroner – i danske 5.542,01, det var ikke galt. Vi gik ind i check in. Der var en del amerikanere, de havde slæbt golfudstyr og kæmpe kufferter med. Vi sad i lufthavnen og ventede på vores fly som er meldt 30 min. forsinket. Der er efterhånden mange mennesker, ved toiletterne er der lange køer. Anita gik efter kakao, Julie gik bagefter – troede jeg!, men den lille dame gik sine egne veje og da Anita kom tilbage var Julie væk – sikken et chok vi fik, men hun blev dog hurtigt fundet igen. Endelig var klokken blevet 16.40, klokken blev dog næsten 17.00 inden vi alle var i flyet, vi skulle her vente på 3 forsvundne passagerer, de dukkede aldrig op og så kunne vi endelig komme af sted. Det var en dejlig flyvetur hjemad, solen skinnede og vi fik et sidste længselsfuldt og vemodigt blik over Island, et rigtig flot blik på Hofsjökull og den store Vatnajökull, vi kunne tydeligt se gletchen gå helt ud til kysten, det var det sidste vi så af Island og vi glæder os allerede til at udforske syd- og østkysten næste gang vi kommer. Vi havde en dejlig landing i Kastrup og pludselig skulle vi vende os til at det blev mørkt om aftenen. Vi lander ca. kl. 22.00 i Kastrup, så vores tog kl. 22.30 kunne vi godt glemme alt om. Vi fik vores bagage og tog regionaltoget til Københavns Hovedbanegård og herfra et tog til Fredericia kl. 23.30. Vi tog en taxa om til Anita og Jesper hvor vi pakkede vores bil og måtte erfare, at nogle havde bakket ind i venstre forskærm og lavet en bule, de havde dog sat en seddel i vinduet. Vi var i Give ca. kl. 02.50 og dagen efter hentede vi Mille ovre hos Kaj. 
En rigtig dejlig ferie.