Kylling i asparges og dild. (4 pers.)

 

1 stor kylling eller unghane ca. 1200 gram

½ spsk. groft salt

1 løg

1 bdt. dild

2 laurbærblade

5 hele peberkorn

400 g friske grønne asparges

3 – 4 spsk. maizena

1½ dl madlavningsfløde

 

Tilbehør:

1 kg kartofler f.eks. aspargeskartofler

 

Sæt kyllingen over i en gryde med vand, så det dækker. Lad det koge op og skum overfladen grundigt. Tilsæt salt og skum igen. Pil løget og del det i kvarte. Pluk dilden fri for stilke. Tilsæt løg, laurbærblade, peberkorn og dildkviste. Kog kyllingen i ca. 45 min.ved svag varme under låg indtil lårbenet let kan løsnes. Hak dilden. Knæk de træede ender af aspargesene og skær dem herefter i stykker på to til tre cm. Kom aspargesene i kogende letsaltet vand og kog dem i 2 min. Tag kyllingen op og si suppen. Kog evt. suppen ind, der skal være ca. ¾ liter suppe tilbage. Rør maizena ud i fløden og kom jævningen i den kogende suppe under omrøring. Kog saucen igennem og tilsæt dild og asparges. Fjern skindet fra kyllingen og del den i under- og overlår, vinger og brystfilet. Skær brystfileterne i skrå tykke skiver. Læg kødet i saucen og varm det forsigtigt igennem. Server med kogte kartofler. Tips: Kan også serveres med hvide asparges fra dåse. De skal blot drænes og tilsættes sammen med kødet.

 

Tilbage